»Vi håndterer vilde problemer ved at indsamle data, der ikke siger noget om fremtiden«

Der er gået inflation i vores dataindsamling. Det giver os mere viden, men det gør os ikke nødvendigvis klogere, og det er et vildt problem i sig selv. "Vi bliver så opmærksomme på at dokumentere, at vi glemmer de centrale spørgsmål”, siger Mikkel Vedby Rasmussen, formand for INVI’s bestyrelse og dekan ved det samfundsvidenskabelige fakultet på Københavns Universitet.

Mikkel Vedby Rasmussen giver sit perspektiv på, hvilke vilde problemer vores samfund står overfor, og hvad der forhindrer os i at få dem løst.

- Hvad var dine tanker, da Sigge Winther spurgte, om du vil være med i INVI's bestyrelse?

»For det første var jeg både glad og beæret over at blive spurgt – og jeg er bestemt ikke blevet mindre glad siden. Det er faktisk noget der er sjoveste, jeg nogensinde har været med til at lave. Det har levet op til de forventninger, jeg havde, da Sigge kom med idéen, nemlig at det her var en måde at prøve at skabe reel forandring. I stedet for at gøre mere af det samme, så træder vi et skridt tilbage og spørger, hvad kan vi lære af det, der ikke har virket, hvordan vi kan prøve at gøre det på en ny og bedre måde.«

– Når du sidder inde på dit kontor på det gamle kommunhospital og kigger ud i verden, hvad tænker du så er de vigtigste vilde problemer at få løst?

»Det paradoksale er jo, at det næsten er et vildt problem af definere, hvad de vildeste problemer er. Jeg synes, at vores samfund står over for nogle grundlæggende udfordringer, som strækker sig fra omstilling af energisektoren til sygehusene til at løse de sikkerhedspolitiske udfordringer.«

»Men det vilde problem, som egentlig nok fylder mest for mig, er folkeskolen. Jeg har tre børn, hvoraf den ene er på vej ud af 9. klasse, den anden er på vej ud af gymnasiet, og den sidste er lige startet på universitetet. Når jeg ser tilbage på deres folkeskoletid, så er jeg efterladt med spørgsmålet: Kan vi virkelig ikke gøre det bedre?«

Krisernes forandringspotentiale

- Hvor ser du INVI stå i det?

»INVI’s styrke ligger i nysgerrigheden på, hvad svarene egentlig er. Altså at vi netop ikke kommer og siger: Nu skal I høre, der er tre løsninger, og de virker hver gang. I stedet, så prøver vi at dykke ned i det her og se, hvad vi kan lære om, hvad problemerne er. På den måde kan vi beskrive de veje, der kan lede os hen til en løsning, fremfor bare at komme med løsningerne.«

- Du har siden coronaepidemien beskæftiget dig meget med kriser, bl.a. har du skrevet bogen ‘Krisesamfundet’, og så er du fast vært på podcasten ‘Krisecast’ ved Ræson. Vil du sætte nogle ord på, hvordan du mener, at kriseretorikken påvirker samfundets evne til at håndtere vilde problemer?

»Den her optagethed af kriser, som vi ser i politik og vores samfund generelt, har en styrke, fordi der er et forandringspotentiale i det. I virkeligheden kan man sige, at mange af de ting, som INVI fokuserer på jo i virkeligheden også er kriser, store og små.«

»Men efterhånden er jeg bange for, at vi har lavet en politisk kultur, hvor man kun kan løse problemer, hvis vi er i kriser. Problemet ved det er, at man så venter med at gøre noget ved dem, indtil det er gået helt galt, i stedet for at løse dem på et tidspunkt, hvor det ikke er blevet en krise endnu. Og det betyder også, at der kan være en politisk fristelse til at italesætte ting som en krise, fordi det er den eneste måde, man i virkeligheden kan få lov til at mobilisere ressourcerne til at få handlet.«

»Og resultatet er bare, at det jo ender med at blive en lille smule fantasiløst, fordi kriseledelse er jo i sagens natur en slags brændslukning. Der er ikke tid til at eksperimentere og give sig selv lov til at gå efter nogle løsninger, som man måske først ser resultatet af efter nogle år. Det tidspres, som krisepolitik lægger, det kan rigtig meget, men man kan ikke bruge det hele tiden. Også fordi det skaber en træthed. Altså, der er jo ingen mennesker, hverken privat eller offentligt, der kan holde ud at være i krise hele tiden. Og det kan de politiske systemer heller ikke.«

- Er det fortsat kriser, som danner rammen for din forskning, eller forsker du også i andre ting, som er interessante i relation til vilde problemer?

»Jeg skriver lige nu på en artikel om, hvordan man i krig bruger AI til at overskue kamphandlinger. Her kan problemet så godt blive, at man i virkeligheden får automatiseret en masse beslutningsprocesser, hvorved den demokratiske kontrol med, hvordan vi fører krig, kan blive alvorligt udfordret. I sin grundstruktur minder det faktisk meget, om folkeskolens problemer, selvom man nok skal grave sig et stykke ned ud af det, før man kan se det.«

- Hvor ser du den parallel?

»Det handler dybest set om, hvad gør man, hvis ikke man kan overskue et problem? Så prøver man at samle mere information om det. Men det kan jo godt være, at den her indsamling af information i virkeligheden ikke gør dig super meget klogere. Altså vi kan teste børnene i folkeskolen, alt det vi har lyst. Det gør os klogere på, hvad de kan, og hvad de ikke kan. Men det gør os ikke nødvendigvis klogere på, hvordan de lærer – ligesom at det at have masser af informationer om, hvornår russerne har affyret deres missiler, det er enormt nyttigt, men det giver dig ikke nødvendigvis opskriften på, hvordan du skal vinde krigen.«

»Men det her er ikke noget nyt fænomen. Helt tilbage i 60’erne var der en britisk public policy forsker ved navn Geoffrey Vickers, som talte om det her problem. Vickers' pointe var, at der er to ting, man skal tage stilling til, når man træffer beslutninger. Det ene er fakta, og det andet er ens evne til at vurdere, hvad der er vigtigt, og hvad der ikke er vigtigt. Og det sidste er i vidt omfang et normativt spørgsmål. Altså, hvad synes vi ville være godt eller skidt?«

»Og det, der egentlig var Vickers' pointe i det her, det var, at hvis man tror, man udelukkende kan løse politikproblemer ved at lave de her faktuelle analyser, så når man kun halvdelen af vejen, fordi vejen til at komme et problem til livs altid vil være en dialog mellem ens værdier og analyse på den ene side, og så den konkrete viden på den anden. Og ofte vil den konkrete viden i virkeligheden være det mindste, fordi de ting, man skal træffe beslutninger om, de ligger jo i fremtiden. Og dem kan man i sagens natur ikke måle på.«

»Pudsigt nok skriver han det her to år før de første skriverier om vilde problemer kommer. Så det er jo bare et udtryk for, at den her kompleksitet, og evnen til at handle i den her kompleksitet, som kendetegner et moderne samfund, det er noget, der har været med os længe.«

Mikkel Vedbys juleanbefaling: Charlotte Larsens Det Bedste og det værste i mit liv som leder

Vi kommer jo ikke udenom, at det snart er jul. Hvis man lige skal nå at sende et ønske ud til en bog, hvad vil du så anbefale?

»Jeg vil gerne anbefale Charlotte Larsens Det Bedste og det værste i mit liv som leder. Den beskriver, hvordan der er at lede ude på det enkelte læreværelse eller sygehusafdeling. Den viser at vilde problemer ikke er en abstraktion, men noget som vi prøver at håndtere i hverdagen. Og den beskriver, hvor skrøbelig man kan føle sig som leder. Det budskab synes jeg også hører julen til.«